5 gode råd til at mindske påvirkningen af coronakrisen for selvstændige

Forfatter:Maria Nielsen
Dato:31. marts 2020
Læsetid:3 minutter

Mange selvstændige oplever lige nu store økonomiske konsekvenser som følge af coronavirussen, og det kan for nogle være svært at vide, hvad man selv kan gøre for at minimere ens tab. Derfor har vi samlet 5 gode råd til, hvad du som selvstændig kan gøre for at mindske coronavirussens påvirkning på din virksomhed og måske få lidt luft i økonomien.

Husk at rette din forskudsopgørelse for 2020, hvis der er betydelige ændringer

Det er vigtigt, at din forskudsopgørelse er så præcis som mulig, da du på den måde minimerer risikoen for at skulle betale restskat. Som nævnt oplever mange selvstændige allerede de økonomiske konsekvenser, coronavirussen har medført, og mange må indse, at det forventede overskud ikke længere er en realitet. Hvis du oplever, at din virksomheds overskud eller underskud ændrer sig, skal du altså huske at rette det i din forskudsopgørelse.

Du kan rette din forskudsopgørelse under TastSelv inde på SKATs hjemmeside.

Kontakt dine kreditorer

Det kan være en god hjælp, at du kontakter dine kreditorer og hører dem ad i forhold til, om du eventuelt kan få henstand på afdrag af eventuelle lån i nogle måneder. Det vil betyde, at dine penge kan strække sig til lidt længere, og at du kan få lidt ro i økonomien.

Få styr på din selvangivelse for 2019

Husk at gennemgå din selvangivelse for 2019, så du eventuelt kan få tilgodehavende skat udbetalt. Nogle af oplysningerne er automatisk indskrevet, men det er vigtigt, at du tjekker, at de er korrekte. Hvis du er selvstændig og har en personligt ejet virksomhed, kan du både se og rette din selvangivelse på TastSelv Borger på SKATs hjemmeside.

Spørg din A-kasse om hjælp

Selvom det kan være svært at modtage dagpenge, når man er selvstændig, så findes der muligheder. Som udgangspunkt skal man ophøre med sin virksomhed for at kunne modtage dagpenge. Det vil sige, at du skal afmelde din virksomhed i CVR-registret som dokumentation for afviklingen af din virksomhed. Du vil først blive betragtet som ledig, når din virksomhed er lukket. Men at ophøre med sin virksomhed er måske ikke lige sagen, eller det du havde i tankerne. Derfor kan du gøre dig nogle overvejelser i forbindelse med, om din virksomhed er en bibeskæftigelse eller en fritidsbeskæftigelse.

Hvis du som selvstændig har en virksomhed som bibeskæftigelse, kan du få supplerende dagpenge i 30 uger. Du skal dog være opmærksom på, at du ikke kan få supplerende dagpenge i 30 uger, hvis din almindelige ret til dagpenge er udløbet. Hvis din virksomhed er en bibeskæftigelse, har du som regel et CVR-nummer og er enten ejer eller medejer af virksomheden.

Er din virksomhed derimod en fritidsbeskæftigelse, må du gerne drive denne uden tidsbegrænsning, imens du er på dagpenge. Dog vil du blive trukket for de timer, som du bruger på virksomheden, men du må til gengæld have en omsætning på op til 50.000 kr. årligt.

Hvis du ønsker at modtage dagpenge, anbefaler vi, at du kontakter din A-kasse for at høre om dine muligheder.

Undersøg, om du kan få gavn af Regeringens hjælpepakker

Husk at undersøge, om du kan få gavn af regeringens nye hjælpepakker. Der kan nemlig være god hjælp at hente. Idet mange selvstændige er økonomisk ramte i disse tider, har Regeringen indført nogle hjælpepakker, som henvender sig direkte til selvstændige og til små- og mellemstore virksomheder. Det er derfor en god idé at undersøge, om nogle af hjælpepakkerne kan hjælpe dig. Hvis du er i tvivl, råder vi dig til at kontakte en revisor.

Du kan læse mere om de forskellige hjælpepakker til selvstændige og små- og mellemstore virksomheder her.

  • Grundlæggende regnskabsføring - 3 emner du skal forstå
  • Årsregnskabets øvrige oplysninger for selskaber - hvad skal du være opmærksom på?
  • Virksomhedsskat – få indblik i det her