Momsregistrering ved opstart af egen virksomhed

Forfatter:Revisor Jákup Martin Vandsdal
Dato:3. juni 2013
Læsetid:4 minutter

Når du starter op med din egen virksomhed kommer der altid spørgsmål såsom “hvordan udbetaler jeg løn til mig selv?” og “hvornår skal jeg momsregistreres?”.

Det første af disse spørgsmål har jeg skrevet et blogindlæg om, som du kan læse her.

Med dette blogindlæg vil jeg forklare lidt om, hvornår man skal momsregistreres, hvad det indebærer samt nogle om fordele & ulemper herom.

Er det overhovedet en momspligtig vare/ydelse, jeg leverer?

Det første du skal gøre dig selv klart er, om det du leverer overhovedet er momspligtigt.

Momsloven indeholder nemlig en paragraf, hvor en række varer og ydelser er fritaget for moms. Falder man ind under denne bestemmelse, kan man altså ikke momsregistrere sig. Den pågældende bestemmelse er § 13 og kan findes her.

Ok, min vare/ydelse er momspligtig. Hvad nu?

Det næste, du skal tænke over, er hvorvidt din omsætning vil ligge over eller under kr. 50.000 årligt.

Her er det vigtigt at pointere, at årligt betyder en hvilken som helst 12 måneders periode og er således ikke begrænset til kalenderåret.

Regner du med, at din omsætning kommer over kr. 50.000, har du pligt til at lade dig momsregistrere.

Her er det også vigtigt at pointere, at grænsen på de kr. 50.000 ikke skal opfattes som en “Jeg venter bare med at registrere mig, til jeg når kr. 50.000” – bundgrænse. Lige så snart du har en formodning om, at du kommer til at tjene over kr. 50.000 i den kommende 12 måneders periode, skal du nemlig registreres for moms.

Hvis du vælger at vente med at registrere dig til du når de kr. 50.000, vil du blive pålagt at betale moms af alt dit salg 12 måneder tilbage i tid.

Momsafregning på få sekunder med Billy - prøv gratis

Pyha, det var godt, jeg fik det at vide. Nu har jeg registreret min virksomhed for moms. Hvad betyder det for mig?

I bund og grund betyder det, at når du sælger en vare/ydelse, så skal du lægge 25 % oven i din pris. Til gengæld kan du få refunderet den moms, du betaler for de varer/ydelser, der er nødvendige for din virksomhed.

For virksomheder, der handler med hinanden, betyder momsen i realiteten ingenting. Dem, der vil blive mærket af, at du er blevet momsregistreret, er slutkunden. Det er nemlig her, at momsen “endeligt betales”.

Du kan læse mere om, hvordan moms “fungerer” her.

Jeg er sikker på, at jeg ikke kommer op over grænsen i den nærmeste fremtid. Kan det betale sig for mig at være momsregistreret?

For at besvare dette spørgsmål vil jeg sætte et køb og salg op i en hhv. ikke-momsregistreret virksomhed og en momsregistreret virksomhed.

Lad os forestille os, at din virksomhed har købt en vare for 50 kroner + moms. Dette giver et køb i alt på 62,50 kroner.

Du vil gerne sælge den videre, så du har en fortjeneste på 50 kroner.

Ikke-momsregistreret virksomhed Når du ikke er momsregistreret, kan du ikke få refunderet den moms, du betaler for varen. Det vil sige, at du har haft en udgift på 62,50 kroner.

Du skal således sælge din vare for 112,50 kroner for at få en fortjeneste på 50 kroner.

Momsregistreret virksomhed Eftersom din virksomhed er momsregistreret, får du refunderet den moms, du betaler for varen. Med andre ord så har din virksomhed haft en reel udgift på 50,00 kroner.

For at få en fortjeneste på 50,00 kroner, skal du så som udgangspunkt sælge varen videre for 100,00 kroner. MEN, nu er du jo momsregistreret, så du skal huske at lægge 25 % moms oven i din salgspris.

Du skal således sælge din vare for 125,00 kroner for at få en fortjeneste på 50 kroner.

Prøv Billy gratis i 14 dage

Men hvad skal jeg så vælge?

Dit valg afhænger altså af, hvem du sælger til.

Sælger du udelukkende til privatpersoner kan opnå en konkurrencefordel ved ikke at lade din virksomhed momsregistrere og derved øjes med at tage 112,50 kroner inkl. moms for varen.

Dette er klart en fordel, idet privatpersoner ikke kan få momsen refunderet – var du momsregistreret skulle du jo have opkrævet 125 kroner for varen.

Hvis du sælger udelukkende til andre virksomheder, kan du opnå en konkurrencefordel ved at momsregistrere din virksomhed og kun sælge varen for 100 kroner + moms (husk at virksomheder er ligeglade med momsen, da den bliver refunderet).

Sælger du til begge dele, vil jeg lade det være op til dig at vurdere, hvad der bedst kan betale sig – nu har du i hvert fald opskriften.

HUSK HUSK HUSK

50.000 kroners grænsen er ikke en bundgrænse. Forventer du at omsætte for over 50.000 kroner indenfor det næste år, så registrer din virksomhed for moms!

Denne artikel er skrevet af

Jákup Martin Vandsdal, Tasteriet

Tasteriet har specialiseret sig i moms og regnskab for selvstændige med små selskaber uden revisionspligt. Få solid rådgivning til alt lige fra bogføring og udarbejdelse af din årsrapport og momsafregning hos Tasteriet.

  • Grundlæggende regnskabsføring - 3 emner du skal forstå
  • Årsregnskabets øvrige oplysninger for selskaber - hvad skal du være opmærksom på?
  • Virksomhedsskat – få indblik i det her