Bogføring af regnskabsprogram

Dato:18. oktober 2022
Læsetid:2 minutter

Mange virksomheder gør efterhånden brug af et regnskabsprogram til at holde styr på deres indtægter og udgifter . Der findes mange udbydere af regnskabsprogrammer på markedet, og hvert regnskabsprogram er unikt. Mange af regnskabsprogrammerne ligger online eller har en app ligesom Billy, så man kan bogføre fra hvor som helst.

Udgiften til et regnskabsprogram skal bogføres i regnskabet, uanset om det er et online regnskabsprogram eller er installeret på computeren. Man bogfører regnskabsprogrammet på en separat konto under administrationsomkostninger. Man kan få fuld momsfradrag for regnskabsprogrammet, hvis det er en dansk udbyder. 

Sådan bogføres regnskabsprogram

Vi bruger regningsmodulet til at bogføre vores regnskabsprogram. 

  • Gå til Bogføring → Regninger
  • Klik Opret regning
  • Vælg leverandøren af regnskabsprogrammet, upload bilag, vælg dato mv.
  • I beskrivelsen kan du skrive Regnskabsprogram *navn*
  • Vælg kontoen 1825 - Regnskabsprogram med momssatsen Købsmoms (25%)
  • Skriv beløb og klik Godkend

Hvorfor er det relevant at have et regnskabsprogram?

At have et regnskabsprogram er altid en god ide, da det kan hjælpe dig med at holde styr på din virksomheds finansielle situation. Det gælder både for dit eget overbliks skyld, men også så du ikke får problemer med SKAT når der skal laves momsindberetninger eller betales skat af overskuddet

Krav om digitalt regnskabsprogram

Den 1. juli 2022 trådte der en ny bogføringslov i kraft, som skærper reglerne indenfor digital regnskabsprogram og bilagsopbevaring. Allerede fra 1. januar 2023 bliver kravene om digital registrering og opbevaring af regnskabsbilag gældende, mens at kravet om digitalt regnskabsprogram træder i kraft for langt de fleste virksomheder den 1. januar 2024.

Der bliver derudover også opdateret krav til de virksomheder, som efter årsregnskabsloven skal udarbejde en årsrapport, så virksomhederne f.eks. skal have en revisorerklæring hvis de er i særlige risikobrancher.

Du kan læse mere om den nye bogføringslov og kravet om digital bogføring i vores blogindlæg.