Kom godt i gang med en personligt ejet mindre virksomhed 

Billy regnskabsprogram forfatter

Forfatter

Amanda Nielsen

Dato

30. juli 2021

Læsetid

4 minutter

Står du overfor drømmen om opstart af en lille virksomhed? Så kan det være, at en personligt ejet mindre virksomhed - også kaldet PMV - måske er noget for dig.

En personligt ejet mindre virksomhed passer typisk godt til dig, der vil afprøve din forretningsidé eller have en lille virksomhed ved siden af dit arbejde. Vi vil se nærmere på fordelene og ulemperne ved en PMV, hvilke krav der er til en - og hvordan du kommer i gang.

Hvad er en personligt ejet mindre virksomhed?

En personligt ejet mindre virksomhed (PMV) er typisk en hobbyvirksomhed eller den virksomhedstype, du vælger, når du vil prøve din idé af ved siden af dit normale arbejde. 

Du må maksimalt have en omsætning på 50.000 kr. inden for 12 sammenhængende måneder, og en PMV er ikke momspligtig.

Hvis du vælger at starte en personligt ejet virksomhed, må du ikke have import fra eller eksport til lande uden for EU - og du kan heller ikke gøre dig drømme om, at få en ansat.

Fordele og ulemper ved en PMV

Der er altid nogle fordele og ulemper uanset hvilken virksomhedstype, du vælger. Vi ser nærmere på nogle af de fordele og ulemper, der er ved at starte en personligt ejet mindre virksomhed nedenfor.

Fordele

Ulemper

  • Du må maksimalt omsætte for 50.000 kroner inden for 12 måneder
  • Du kan ikke trække moms fra på dine køb
  • Du skal måske tilbagebetale noget af din moms, hvis du skifter fra en enkeltmandsvirksomhed

Hvad er kravene til en personligt ejet mindre virksomhed?

Hvilke ting, du skal forholde dig til, når du starter en virksomhed afhænger af din virksomhedstype

Vi vil derfor se nærmere på de krav, der er til kapital, hæftelse, administrative krav, ejerforhold, årsregnskab og beskatning, når du starter en personligt ejet virksomhed.

Kapital

Der er ingen kapitalkrav til en personligt ejet virksomhed (PMV), så du kan starte din virksomhed for 0 kr. 

Hæftelse

Du hæfter personligt for din virksomheds forpligtelser. Det betyder, at du skal betale med din personlige formue, hvis din virksomhed fx går konkurs.

Administrative krav

Det er nemt og hurtigt at starte en personligt ejet virksomhed. Den er ikke underlagt selskabsloven, hvilket betyder, at der ikke er nogle strenge krav og regler til fx årsregnskabet. Der er heller ikke nogle krav om en arbejdsskadeforsikring eller erhvervskonto, så det er billigt at komme i gang. 

Du skal forny dit CVR-nummer hvert 3. år, og du må ikke have import eller eksport fra lande uden for EU. 

Det er også vigtigt, at du holder øje med din omsætning, fordi du højst må tjene 50.000 kr. inden for en periode på 12 måneder. Hvis du kan se, at du kommer til at overskride omsætningsgrænsen, skal du omdanne din virksomhed, fx til en enkeltmandsvirksomhed, og momsregistrere virksomheden. Du beholder dit CVR-nummer, hvis du omdanner din virksomhed. 

Ejerforhold

Du opretter din PMV personligt, og der kun én ejer - nemlig dig selv. Du må ikke have nogle ansatte i din virksomhed.

Årsregnskab 

Der er ikke krav til udarbejdelse af et særskilt årsregnskab og årsrapport, der skal indsendes til Erhvervsstyrelsen. Du er dog pålagt at bogføre efter principperne fra bogføringsloven, og du skal udarbejde et skatteregnskab. Det betyder, at du skal oplyse om din virksomheds resultat.

Beskatning

Dit overskud bliver som udgangspunkt beskattet som personlig indkomst, men du kan vælge nogle forskellige måder at blive beskattet på:

Du skal huske at forskudsregistrere og oplyse om dit overskud. Hvis du har underskud i virksomheden, kan du trække det fra din personlige indkomst

Hvordan starter jeg en personligt ejet mindre virksomhed? 

Du starter en personligt ejet virksomhed ved at registrere den på virk.dk - det er vigtigt, du ved, at du opfylder betingelserne for en PMV inden oprettelse.

Når du går ind på virk.dk, skal du vælge Start virksomhed - og her skal du vælge Personligt ejet virksomhed som virksomhedstype. For at registrere dig, skal du logge ind med dit private NemID. 

Skal du bruge mere hjælp til opstart af virksomhed, kan du tjekke vores guide ud.

Tilbage til overblikket

Andre relaterede artikler: